Stress, er blevet en folke sygdom, noget alt for mange i min omgangskreds har været præget af. Alt for tidligt. Det er blevet meget normalt at tale om efterhånden, men det vi ikke taler så meget om, når Stress banker på hoveddøren, er det som jeg vil kigge bagved idag og pensle ud. Jeg har selv stået der, midt i “orkanen” med Stress og med alle tabuerne og ar og smerte du tager med dig. Så jeg taler udfra mine egne erfaringer, de erfaringer der niver og kredser, nu tager jeg dem i hånden og bringer dem frem i lyset.

Sandhederne omkring Stress ingen rigtigt taler om

Når du bliver ramt at Stress, så falder din verden fra hinanden, det er som om nogen fjerner tæppet under dine fødder og det er som om den virkelighed du lever i, er blevet vendt på hovedet. Ingenting er som det plejer at være, du kan ikke klare de samme ting, som du kunne tidligere. Har ikke lyst til at være sammen med nogen, fordi det er for hårdt, du er og bliver så træt af at være sammen med andre. Skal sove hele tiden. Det trækker tænder ud at skulle gøre sig klar, og sætte sig op til at møde nye mennesker. Du skal sove middagslur hver eneste dag der kan vare flere timer, sammen med alle de ældre. De dage hvor du har præsteret noget, været udenfor en dør, der har du brug for en længere lur på flere timer. Trætheden er en af dine største fjender når du har Stress, du bliver nødt til at give efter for den, lade den indhylle dig, fordi din krop har brug for det. Du skal høre på at folk ikke forstår hvorfor du er så træt. Faktisk havde min eksmand det meget svært ved at jeg var “ramt”, han syntes jeg var doven fordi jeg skulle sove hele tiden og brokkede sig over at han selv måtte tage afsted til begivenheder fordi jeg ikke havde kræfterne. Han forstod ikke hvordan jeg havde det, sådan havde jeg flere der faktisk ikke forstod hvad det ville sige. Faktisk sagde han engang at han ville ønske at jeg havde haft gibs på armen, det havde været nemmere for ham at forstå, og den forstår jeg virkelig godt. For ja, på mange måder er Stress usynligt, du kan ikke se at den er der.

En af de andre ting, som vi ikke snakker om er jobbet, det job der gjorde mig syg. Det job jeg ikke kunne “magte” eller sige fra overfor. Det job, hvor jeg var under pres fordi jeg ikke kunne sige fra, fordi jeg kunne for meget og bare ville vise hvor meget jeg egentlig kunne overfor min chef, ville bare vise hvor meget jeg kunne tage ind. Det er SÅ skamfuldt og pinligt, at indrømme, at jeg ikke kunne klare det, at jeg knækkede nakken på det. Oveni det, blev jeg fyret til sidst, efter for meget sygefravær. Pga. et job, der havde gjort mig syg og skidt, en chef der brugte mig som sin højrehånd, udover alle de andre ting jeg havde ansvaret for. Da jeg så det stå på papiret, den dag jeg blev fyret, “Fyret grundet for meget fravær” sad jeg med en klump i halsen. Mig der stort set aldrig havde lagt mig syg, der var gået på arbejde flere gange halsløj og med feber selvom jeg nok burde være blevet hjemme. Der var ingen der havde takket mig for at tage afsted, ingen der havde ros mig for at “klemme ballerne sammen”. Nu stod det der, sort på hvidt. Det gjorde noget ved mit selvværd og den måde jeg så mig selv. Jeg så pludselig mig selv, som mislykket og sygelig og svag. Det er noget af det jeg har skulle kæmpe allermest med, på den anden side.

Det tog mig godt 2 år at samle mig sammen igen. Hjernen fungerede stadig ikke optimalt på det her tidspunkt. Den husker ikke på samme måde og jeg kan ikke presse mig selv i længere tid. De “efterslag” som Stressen giver og som sidder i dit system, er en evig kamp på den anden side. Du har nu større mulighed for at få Stress eller en depression igen. Det ligger og banker i baghovedet af dig, hver gang du oplever at have travlt, ikke får sagt nok fra eller har booket kalenderen lidt voldsomt. Sådan var det for mig, de første år, efterfølgende. Jeg var også stadig mere træt og kunne slet ikke de samme ting mere, som min hjerne før var en mester i, eksempelvis glemte jeg nu aftaler og matte skrive alt ned. Jeg havde svært ved at koncentrere mig i længere tid af gangen og havde også fået udviklet migræne under det hele, der dog fik mig til at sige fra noget hurtigere end før, fordi jeg ikke havde et valg.

Jeg brød sammen flere gange, når nogen krævede noget af mig, det tog mig mere end dobbelt så lang tid at lave simple ting og jeg kom oftere til skade, fordi jeg ikke var opmærksom.

 

Et pres fra omverdenen

Min læge sagde til mig efter et par ugers sygemelding at jeg skulle hurtigst muligt tilbage, ellers ville jeg aldrig vende tilbage til arbejdesmarkedet. Jeg havde gået med voldsomme stresssymptomer i 1 år. Idag får du mindst 6 ugers “total fred” fordi hjernen er så belastet og nogle endda op til flere måneder. Både min læge og den stress psykolog jeg gik hos ville bare have mig til at tage “lykke piller” – det var der flere af mine nærmeste der også syntes var den nemmeste og “billige” vej igennem. Her var jeg stædig, fordi der var noget i mig der vidste at jeg blev nød til at arbejde med mig selv. For at finde ud af hvorfor jeg var havnet her, jeg skulle ind under symptomet og finde det der havde udløst det. Istedet for at bedække det med “honning” og snyde min hjerne til at tro at alt er godt og normalt. Jeg var overbevist om at jeg ellers ville lande lige der igen, hvis jeg ignorerede hvad min krop fortalte mig. Det var nu at jeg skulle tage ansvar for mig selv, ikke bare bedøve mig for at “klare ærterne”. Jeg har aldrig forstået hvorfor man ikke kigger på hvorfor det går så galt, altså hvad det er kroppen siger fra overfor, frem for bare at behandle symptomerne om og om igen. For mig er det lidt som at se et åbent kød sår, hvor du så vælger at pakke det ind i gaffa, så går det nok i sig selv, for vi kan ikke se det åbne sår mere. Egentlig skal det plejes og have luft, for at kunne hele, den skal have den rigtige behandling for ikke at blive betændt. Bare fordi det er noget i det indre der er “såret” skal det så bare pakkes væk med gaffa? Det tror jeg helt ærligt er usundt og jeg tror endda at problemet bare bliver værre af det.

Der er så meget skam og skyld forbundet med Stress, det har været det jeg har kæmpet mest med, det jeg blev nød til at tage ind og være nysgerrig på. Fordi det føltes som et kæmpe nederlag i første omgang, hvor du tror du aldrig ville kunne håndtere et almindeligt arbejde igen. Nu ser jeg det som den største gave der tvang mig til at se mit eget liv og glæde i øjnene. Der fik mig til at forstå min krop og at jeg ikke bare skal lytte til hvad andre mener der er bedst for mig, der lærte mig at den største visdom om dig, den ligger i dig selv.

 

Tak fordi du læste med, og for at være en nysgerrig sjæl sammen med mig.

Joy

 

%d bloggers like this: