Ensomheden, efter tosomheden og efter at have delt mange år af mit liv med en skøn mand, vågner jeg nu op, alene.

Alene, ensom, ensomhed er det fyord når vi rammer den anden side af de 35år? Når man ikke lever i “kassen” samfundet har skabt?

I vores samfund føler jeg nogle gange at jeg vitterligt er gået mod strømmen, jeg står mutters alene og har endda selv valgt det skal være sådan. Jeg har valgt ensomheden.

Om det er skræmmende, ja for pokker, jeg kan slet ikke holde tanken ud om ensomhed. Dog er der virkelig noget i mig der også ved, at i ensomheden, der finder du din egen indre visdom og styrke, her finder du også svar.

Kan du være alene, kun med dig selv, eller skal du fyldes op, lade andre komme og fylde på dig, før du føler at du er noget, mærker noget eller har værdi? Skal kalenderen fyldes til renden før du føler du har værdi i dit eget liv?

Sådan havde jeg det, sådan var jeg.

Du skal kunne tanke dig selv op, fik jeg pænt at vide og jeg har læst det de første 20 steder. Du skal kunne holde dit eget selskab ud, før du kan hengive dig til et andet menneske. Elsk dig selv før du kan elske andre, tror jeg endda man siger, igen en af de små der gemmer sig i vores hverdag. Det tog mig mange år før jeg endelig forstod den, før den virkelig gik ind. Du skal elske dig selv, før du kan elske andre. Rumme dig selv, før du kan rumme andre. Noget jeg aldrig har forstået helt, før jeg gik ind i ensomheden, ind i min egen ensomhed, også selvom jeg stadig var sammen med min mand på daværende tidspunkt, hvor jeg startede med at gå ind i stilheden.

Jeg havde udfordringer i mine unge år helt op i 20’erne, med at være alene hjemme. Ikke have planer og bare være. Det kunne jeg ikke. Kunne ikke sidde stille og måtte være igang hele tiden. For det meste så kørte fjernsynet og oveni, så kunne jeg også have musik spillende i baggrunden, så der skulle fyldes på alle steder, fordi jeg ikke kunne give mit indre ro, hvor jeg kunne være med mig selv. Det var måske endda, som om mit indre skreg på mig og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at lytte.

Jeg sprang ud ved siden af mig selv og levede mit liv, på sidelinjen.

Det var virkelig en udfordring at være sammen med mig selv. Efter jeg havde haft stress, der måtte jeg lære, at jeg ikke kunne fylde på, jeg måtte lære at jeg skulle være selv, for jeg kunne ikke holde til at være sammen med nogen. I stilheden, der lå min smerte og et forpint og overset barn. Sammenkrøllet og alene, tror pokker jeg ikke havde lyst til at mærke og være i stilheden eller alene. Det tog sin tid, et skridt af gangen, en dag af gangen. Sjovt hvor ensom jeg kunne føle mig, selvom jeg var omgivet af mennesker hele tiden. Hvor alene og forpint jeg kunne være, uden at nogen kunne opdage det eller mig.

Jeg havde skabt mig selv et billede jeg kunne holde ud, et billede jeg kunne flygte ind i og hvor jeg kunne gemme mig, fra min egen stilhed og min egen ensomhed.

Jeg er vokset i rollen og enlig-statist, jeg har intet TV og jeg kan godt sidde i roen, men nogle gange så larmer roen virkelig, den slår endda ind imellem benene væk under mig og jeg bliver stadig forbavset over hvor meget viden og budskaber, der ligger gemt i stilheden og ensomheden. Så jeg vil sige at nogle dage er stilheden og ensomheden min ven, egentlig er det for det meste, men nogle dag, ind imellem, der hvor det virkelig presser på, der føles ensomheden som den værste fjende.

Fjende eller ven, hvad er stilheden for dig hvornår har du sidst prøvet den af på dig selv?

 

Med kærlighed og lykkebobler til livet

// Joy

 

 

%d bloggers like this: