Hvornår begyndte rejsen så egentlig for mig og hvorfor?

Hvorfor havde jeg et behov for at kigge mig selv og mit liv efter i sømmene?

Hvad var det ved det spejlbillede som fik alle hårene i nakken til at rejse sig?

Jeg er total drevet af at finde, MIN mening med livet. Jeg blev nysgerrig på hvordan jeg kunne omfavne alt hvad livet har at give, istedet for at nøjedes med et liv jeg slet ikke kunne genkende mig selv i, eller som jeg havde lyst til at leve.

 

Hvad driver og hiver i mig?

Jeg er drevet af min egen nysgerrighed, drevet af at finde ind til mit eget livs eventyr, fordi jeg altid har følt at der var “mere”, at livet handler om mere end bare at trække vejret, arbejde og få de super vigtige og nuttede børn, der kan blive et evigheds projekt. Hvert fald for de år de er afhængige af os, eller vi afhængige af dem måske? Så vi ikke behøver tage valg eller mærke ind, fordi alt havner i praktik og regelsæt, for hvad det næste nu er.

Jeg kunne ikke sætte et barn i verden fordi det, altså barnet skulle give mig “meningen med livet”. Det blev tydeligt for mig, da jeg sidder med min eksmand og har den snak. For ham var meningen med livet blevet børn, fordi han nåede en hvis alder. Jeg tror mange har det som ham, men det havde jeg bare ikke, og DET fik mig til at føle mig forkert og underlig. Jeg vil gerne have børn, men kun under de rigtige omstændigheder og ikke pga. min alder eller fordi det er “det næste” er venter.

 

Noget i mit indre havde dog buldret længe før dette øjeblik

Noget manglede i mit ægteskab, og jeg følte mig forkert i det liv jeg havde skabt for mig selv. Det var som om de brikker i det puslespil jeg sad med, ikke passede ordentligt sammen. Noget i MIG manglede.

Jeg var 28år da jeg blev “ramt” af stress. En lidt speciel måde at sige det på egentlig, som var det et trafikuheld eller et lyn der slog ned i mig. Det var måske lige præcis en blanding af begge dele, der “ramte” mig.

Det var min første sådan rigtige personlige nedtur, store personlige livskrise, der ramte og slog mit indre helt ud af kurs. Hvis du selv har haft stress så ved du hvad jeg snakker om. Jeg kom helt derud hvor jeg fik at vide, at jeg ikke vil være egnet til et almindeligt arbejde igen, hvis jeg ikke hev stikket på det hele med det samme. Det er altså ikke nemt når jeg er en kontrolfreak, altid har haft 1000 planer for liv, karriere og hvordan mit liv skulle se ud og være. Som et perfekt glasbillede. Der er bare det med glasbilleder, at selvom de er fine i farverne, er de flade, pyntet til med glimmer så de ser endnu smukkere ud end hvad de er og egentlig er lidt lige gyldige, fordi de bare er “til pynt”. Sådan føltes mit liv, lige der.

Samtidig havde jeg udviklet en depression oveni, den verden jeg indtil da havde kendt, vendte sig på en tallerken og jeg kunne intet, absolut intet. Jeg følte mig hjælpeløs, forladt og meget alene i mit, nu indre kaos. Jeg havde forladt mig selv, mange mange år tidligere og min krop begyndte at råbe mig op. Nu ved at ligge mig ned.

 

                

 

Hvis du kigger på billederne, tror jeg det er tydeligt at se, at noget er helt off. Selvom pigen smiler, genkender jeg hende overhovedet ikke. Jeg ser et glimt af mig i hende, hvis jeg kigger ordentlig efter. Men det er som om hun ikke er ægte, jeg kan ikke mærke hende. Det var som om jeg var havnet i en hovedrolle jeg ikke havde lyst til at spille, men mere havde lyst til at flygte fra.

 

En flugt ind i kasser og hvad alt det udenom krævede af mig

Jeg havde sat mig selv ned i en kasse jeg ikke følte mig hjemme i, der ikke var mig, der handlede mere om at udfylde en rolle og være noget ud af til, end at være noget for mig selv. Jeg have hånd-i-hånd med mit eget ego taget rejsen ud i verdenen, hvor alt handler om at være noget, vise noget frem med stolthed, bekræftelser, anerkendelser og præstationer osv. Jeg var ikke oprigtigt glad eller tilfreds med mit liv og min krop skreg. Det ser jeg tydeligt idag. Det er det jeg måtte kigge ind i, jeg måtte finde mig selv, lære at lytte igen. Jeg måtte kigge på historierne min hjerne fortalte mig, forstå mine egne overbevisninger og sandheder, der holdte mig nede og tilbage, fra at leve et liv udfra mit hjerte.

Jeg flygtede, længe, længere og længere ind i kassen. Blev bare ved med at præsterer, indtil min krop satte bremseklodserne i for mig. Fordi jeg ikke selv lyttede, ikke ville lytte. Min sjæl skreg efter at jeg skulle lytte og følge mit hjerte. Noget jeg overhovedet ikke forstod mig på. At følge hjertet. Hvad fanden er det egentlig?

Jeg flygtede ind i mad, planer, arbejde og en kalender der var booket måneder i forvejen. Chokoladen blev min bedste ven. Jeg spiste i smug, gemte og købte og spiste når ingen kunne se det, som en anden narkoman eller alkoholiker. Jeg overspiste, brækkede mig efterfølgende af skam og skyld og afmagt. Jeg hadede alt hvad jeg var og jeg kunne ikke forstå hvorfor, jeg havde jo ALT. En dejlig kærlig mand, et hus, biler, dyr, fantastiske venner, alt hvad jeg kunne ønske mig egentlig. Hvis du kigge udefra og ind, men stadig var der noget der manglede, noget der i mit indre skreg på at blive hørt. Jeg var ikke tro mod mig selv, mit indre selv, mine følelser eller mit hjerte. Der skulle gå år før jeg begyndte “at lede efter mig selv”, jeg tog et bevidst valg om, at jeg ville være “lykkelig” og at jeg ville kæmpe for at forstå min krop og mig som menneske, jeg ville finde magien i livet. Mærke og tage livet ind. Give livet mening igen. Den gave der kom med det valg, vil jeg være mig selv evigt taknemmelig for.

Tilbage til den fortabte pige. Der var fortabt i egen krop, låst fast af omstændigheder, historier, overbevisninger, mønstre og forklaringer og alt det andet “glitterpis” mit ego har fortalt mig så smukt, for at holde mig tilbage, for at holde mig fast.

 

            

 

Jeg har studeret billederne, ned til mindste detalje. Kigget pigen i øjnene og prøvet at mærke hende. Første gang jeg faldt over det vendte der sig en følelse af afskyg og væmmelse i mig. Jeg skammede mig over at DET VAR MIG og kunne ikke drømme om, at vise det til nogen, havde bare lyst til at slette det, ignorerer at det havde været mig. Derefter så jeg på det med vrede, syntes jeg var svag og beskyldte mig selv for at have “mistet kontrollen”, jeg slog mig selv oveni hovedet, hver eneste gang jeg spiste for meget og druknede mine følelser i chokolade. Senere så jeg mere og mere den fortabte pige, jeg fik omsorg for hende, havde måske også lidt ondt af hende faktisk, så hende fra et nyt sted hver eneste gang. Når jeg ser på hende nu, idag, er det med kærlighed og en helt anden forståelse af, hvor hun forsvandt hen, i så mange år. Ind i rollen, en rolle der ikke var min egen sandhed. Jeg blev klogere på hvorfor jeg havde brug for de ekstra lag og hvordan jeg på denne måde beskyttede mig selv, med et kød- og fedt-panser, for at “overleve” og flygte væk fra alt hvad jeg mærkede var mig.

Jeg deler her på bloggen alle mine opdagelser af “mit indre” og hvordan jeg har taget små skridt tilbage til glæden, lykken og spejlbilledet jeg kan være stolt og glad for. Noget jeg faktisk aldrig har været. Jeg deler hvordan jeg begyndte at elske mig selv og det jeg er, istedet for at prøve og være noget andet, istedet for at benægte det. Uden puklen, diæter, afstraffelse, selvpineri og sport jeg egentlig ikke gider. Hvordan jeg én ting af gangen, blev klogere på pigen på billedet og hvad hun flygtede fra, men også hvem hun egentlig er. Faktisk ALT hvad jeg er og kommer med. Jeg fandt også indtil hvordan jeg har lyst til at være, i denne verden.

En del af det har overrasket mig, der har været meget jeg slet ikke vidste jeg var. Jeg ser verdenen med anderledes øjne og mit hjerte har lyst til at dele det hele, derfor er denne Blog blevet mit næste eventyr, i mit liv, det næste kapitel.

 

MIN historie – oplevelser – erfaringer og observationer fra et liv

Alt er mig, min historie, min erfaring, observationer, hvad jeg oplever i min egen selvudvikling, krop, sind og sjæl, jeg stiller mig selv til rådighed som prøvedyr. Jeg vil gerne dele mit livs eventyr, de skridt jeg tager, hvordan jeg oplever det hele osv. med dem der vil lytte og læse med. Det kan være du selv åbner op for din egen nysgerrighed, dit indre, dit hjerte og lader dig inspirerer. Eller det kan være du bare af ren lyst, syntes det er en spændende “historie”. Men det er vigtigt for mig, at jeg får understreget at alt hvad jeg deler er mit, det deles med kærlighed, fra mit nysgerrige hjerte, fordi jeg er nysgerrig på mit eget menneske, for det liv og den person jeg står med på den anden side af det hele, idag, samt det der venter.

Jeg er stadig i udvikling eller process som nogen ville kalde det. Jeg har ikke lavet min egen kasse færdig endnu, tror egentlig aldrig den bliver “færdig” og det er sådan jeg kan lide den. Jeg tror på, at hvis vi tør være mere ærlige, overfor os selv og andre, vil vi udvikle os, danne tættere bånd med os selv og hinanden, med forståelse, fortrolighed, kærlighed og mærke ind i magien ved livet. Hjertet har så meget magi den ønsker at dele ud af. Det hele bliver så meget sjovere, ærligere, nemmere, når vi tør vise os, som dem vi er, som det smukke unikke menneske, enhjørning, abekat mm. vi hver i sær er.

Tak fordi du læser med og velkommen til min kærlige kasse og personlige tekster og tanker..

 

Med smil og nysgerrige bobler på livet, udvikling og kærlighed til livet og det der stikker lidt ved siden af.

Joy

 

%d bloggers like this: