Vi lever efterhånden i en verden fyldt med underholdning og stimulanser alle vegne. Vi kan få alle vores behov dækket indenfor 10min, næsten. Der er noget, der kan fylde tomrummet og som gør at vi fjerner os mere og mere fra os selv. Vi er omgivet af frygt alle vegne og det er blevet nemt når vi vil have en kæreste eller ønsker at få det fysiske behov stillet. Vi kan få det hele efterhånden, bag skærmen 24/7, på Apps og uden at gøre os særlig meget umage.

Men må vi ikke kræve mere?

Når det kommer til kærligheden hvilken historie er der så at fortælle?

Jeg mødte mor på Tinder, vi knaldede på første date og 2 måneder senere kom din mor og fortalte at du kom til, vi havde egentlig “bare” et fysiskbehov der skulle stilles og lige pludselig så var vi en tvunget familie.

Jaja, meeget firkantet sat op 😀

Men er det langt fra virkeligheden? Og ikke at der er noget forkert i DEN historie, eller at det er forkert at mødes igennem Tinder, jeg kender mange der har fundet kærligehden derigennem, men har vi ikke lyst til de “søde historier mere” – er det bare mig der er for “romantisk” i mit hjerte, eller kunne vi overveje at gøre os lidt umage når det kommer til kærlighed og invisterer lidt mere af os selv?

Hvor er romantikken blevet af?
Hvor er alle de små detaljer der gør livet smukt, spontant og fyldt med kærlighed? De historier man både har lyst til at fortælle igen og igen og som man aldrig bliver trætte af?
Er vi blevet trætte af og connecte og gøre os umage i kærlighed?

Jeg elskede at hører historier fra “gamle dage” men idag, der føler jeg det er en total uddød race. Det er som om det ikke eksistere mere, lysten til at lave historierne. Det hele er så lige til, nemt og vi fiser rundt med Ego under armen og livet handler om præstationer, titler, lister, penge på kontoen, anerkendelse og det fine “familie billede” hvor alt oser af idyl – men historierne og eventyr og romantik – hvor er det blevet af?

Måske er det bare fordi jeg ikke har fået øje på dem 😛

Jeg kom engang hjem til en langstilket rose og et fint kort, som en fyr havde lagt, fordi han var forelsket i mig. Jeg havde en eks. der overraskede mig med et farvel en sommer, tog den lange vej bare for at kunne vinke mig farvel, igen med en rose og tårer i øjnene. Det er bare som om, at når vi bliver voksne så forsvinder lysten til at følge vores følelser og udtrykke os, er det fordi vi er blevet bange for at vise hvordan vi egentlig føler? Er det fordi det er så nemt at “swipe” – du’er ikke næste.. hvor vi vrager hinanden på bakateller.

Jeg studser over den verden vi lever i.

Studser over hvordan så meget har ændret sig, bare fra da jeg var ung teenager for små 20 år siden. Historierne forsvinder mere og mere og jeg har selv taget dem forgivet, gad ikke gøre mig umage eller følte bare ikke for det. Indtil det gik op for mig, at det giver bobler i maven at fortælle historier som har rørt mit hjerte og som viser at nogen gjorde sig umage.

Længe leve romantik og lad os få flere smukke historier på bordet så vi har noget at fortælle, når vi sidder gamle og børnebørnene kommer forbi og vil høre om de gamle dage. Lad os gå mere på eventyr, lad os dyrke kærligheden, turde vise os selv endnu mere og lad os gøre os lidt mere umage 😉 er kærligheden ikke det værd?

Med en lyst for flere gode kærlighedshistorier og med et smil på læben 😉

//Joylynn

%d bloggers like this: