Hvem peger du på, gør forkert eller bagtaler?

Har du tænkt over hvorfor vi har det med at tale bag om ryggen på folk, hvordan vi har det med at gøre andre forkerte pege dem ud der er anderledes osv? Nu skriver jeg vi, og når jeg gør det, er det ikke for at “pege” og gøre andre forkerte, men fordi vi som mennesker for det første føler en samhørighed når vi har noget at “sladre om”. Det er den måde vi kommunikerer og knytter bånd med hinanden, når der er noget vi kan sladre og sludre om, og finde et fælles grundlag for. I tidernes morgen hvor der ikke fandtes internet og aviser, var det den måde vi dele hinandens historier på, hvor de ældre samlede hele stammen/byen/familien rundt om bålet og fortalte historier og sagaer om forfædre osv. Jeg husker stadig hvor jeg som barn blev opslugt af de gamle historier og fortællinger om folk, der var “værd” at snakke om. Det var datidens “Sladderblad”, og den eneste form man kunne videre give fortællinger, historier, ære dem der havde været. Så ja, altså jeg tænker at det er en meget naturlig ting, der ligger i os.

Der er dog én ting der er lidt anderledes når du peger på andre for at “pege dem ud”. Når du taler bag om ryggen på folk, for at gøre dem “forkerte” eller for at fremhæve deres særheder, fejl mangler osv.

Når du peger på andre, udenfor dig selv, er der 3 fingre der peger direkte tilbage på dig. Det vil sige, der er noget i dig der bliver tricket, der trænger til opmærksomhed, når du har et behov for at pege “andre ned”. Det kan omhandle flere ting, kun du har svaret på. Det kan være, at du er misundelig på, at andre er modige nok til at stå ved sig selv, dem de er med skæve kanter og karakter, eller de valg de tager, fordi der er steder i dit liv, hvor du ikke har lyttet til dig selv. Du har måske passet dig selv ned i kasser, andre har lavet til dig, eller fordi du inderst inde ville ønske at dine “mærkelige” eller anderledes sider kunne få plads. At du ville give dig selv plads.

Det er KUN dig, der ved hvad det er der bliver peget på.

Jeg har været der, bare lige for at slå det fast, kigget på de 3 fingre der pegede retur, helt derind hvor jeg slet ikke havde lyst til at kigge. Faktisk er jeg ret overbevist om, at vi alle på et eller andet tidspunkt, har talt andre ned eller gjort dem forkerte, bagtalt deres svagheder eller styrker pga. egne usikkerheder eller tvivl, omkring dem vi selv er.

Det provokerer noget i det indre, når vi bliver konfronteret med det, udefra.

Jeg har peget, gjort dem udenfor mig selv forkerte, fordi jeg ikke stod sikkert eller ærligt i mig selv. Havde gjort det, fordi jeg længtes efter at føle mig som “en af de andre” eller en “af flokken”. De andre var “for meget” fordi jeg havde fortalt mig selv en anden historie om hvem jeg skulle være, at jeg ikke måtte være for meget. Mange gange var det fordi de andre som jeg pegede på var modige, turde være sig selv, havde stærke holdninger, meninger og værdier de stod ved, var veltalende, bare stod med alt hvad de var, uden undskyldning.

Det var DET jeg længtes efter inderst inde, at være bare MIG, med ALT det for-meget-hed jeg havde gjort alt for at pakke ned, ind og til.

Til sidst boede der en meget fortvivlet pige i mig, der så gerne ville have plads og føle sig accepteret, af mig selv, at JEG kunne tillade mig selv, at være det hele uden forklaringer eller “nedtoning”. Tillade mig selv at være fjollet, kejtet, nørdet, pervers, barnlig, kreativ, vred, ækel, provokerende, bedrevidende, ærlig, autentisk, kærlig, ambitiøs, med rød læbestift stilletter og læderbukser osv. listen er faktisk lang. Men indeni mig boede der en “historie” om at jeg ikke kunne tillade mig selv at være ALT det. Jeg var blevet overhørt og banket ned, igennem mange år. Både af mig selv, bekræftet i mine ydre omgivelser, at det ikke er acceptabelt at stikke “for meget ud”. SÅ mange gange har jeg stået og taget læbestiften af igen, inden jeg gik udenfor en dør, og jeg forsøgte altid at “dresse” mig selv ned, fordi jeg ikke ville skille mig for meget ud af flokken, eller være hende de andre skulle få øje på, lægge for meget mærke til.

Så, hvis jeg begynder at pege på andre, stopper jeg op, for ja, det kan stadig ske, jeg er kun et menneske 😉 Her spørger jeg så mig selv, hvad peger det på, i mig? Hvor har jeg overset, ignoreret eller begravet noget af mig selv, fornyligt, som jeg nu genkender, i dem jeg får lyst til at pege på eller gøre forkerte?

Tag poweren hjem og stå som DIG smukke menneske, for med alt hvad DU er, der bliver verdenen bare lidt smukkere og mere interessant og nemmere at være i. End når vi går og prøver på at ligne hinanden alle sammen, fordi vi ikke tør være det smukke unikke menneske vi rent faktisk er, med alt hvad vi kommer med.

 

Med lykkebobler og skæve smil for det unikke

Joy

 

%d bloggers like this: