Jeg har været en smule provokeret på det sidste, både af mig selv og af andre. Når du sidder og forsøger at være nærværende og snakker med nogen, så rækker vi lige ud efter mobilen bare for at tjekke om der er kommet en ny besked, en snap, om der er kommet noget nyt på FB eller hvor mange likes det sidste opslag måske har fået.

Hold op siger jeg lige!

Jeg er begyndt at ligge min telefon væk når jeg er sammen med andre. Været så provokeret over mig selv at jeg da lige skulle tjekke min mail, se om der var nogen der havde svaret på beskeder eller hvad det nu kunne være. Det kan skisme da vente indtil jeg er alene. Det er da både uhøfligt og meget fraværende at sidde med telefonen lige pludselig, midt i en samtale. Har endda siddet og fortalt noget der var sjovt hvor vedkommende jeg sidder med ikke hører halvdelen af historien og jeg må genfortælle pointen. Prøv lige at komme ind i kampen – er det konsekvensen af det “moderne tekniske-liv” idag?

Jeg sad på AROS et par uger tilbage og legede og kreerede et værk sammen med min veninde og hendes pige. På den anden side af bordet sad en større familie med 3 børn, en far og mor og bedste mor. Faren sad med sin mobil det meste af tiden. Han gad ikke en gang kigge op fra mobilen, men kommenterede bare på sin søns kreative udfoldelser med et “ej hvor er det bare flot”. Hvad er det vi lærer vores børn idag? Hvilke udfordringer omkring nærvær og nærhed giver vi dem, ved ikke at være sammen med dem, se dem og kigge dem i øjenene, være med i legen og ikke bare placere både børn og voksne foran tvét fordi nu er vi sammen.

Vi er ikke en skid sammen når vi sidder og kigger ind i en dum skærm der fjerner vores kommunikation. Vi røre ikke ved hinanden, ser ikke hinanden i øjnene og mimikken forsvinder. Jeg kan på mange måder godt forstå at der er udfordringer på det sociale plan unge og børn imellem idag. Hvor skal de lære at forstå andre og kommunikerer nærværende og lyttende når vi som de voksne viser dem hvor nemt det er at slippe interessen?

Det satte mange tanker igang hos mig og jeg valgte tilsidst at boykotte mi egen telefon når jeg har besøg, og når jeg er sammen med børn gør jeg mit til at være tilstede, lytte og mærke og kigge i øjnene under en samtale, frem for at svare “nedefra” telefonen.

 

Med et nysgerrigt øje på den måde vi lever,

Joy

 

%d bloggers like this: