Så mens alle andre i 20’erne flirtede og hookede up og levede det store single liv, var jeg ung house-frau. Jeg vidste hvad jeg havde, værdsatte det og levede et meget almindelig hr og fru hakkebøf – liv, hvor der ikke sker så meget uforudsigeligt og hvor flirteri og “spil” ikke rigtig var noget jeg brugte eller praktiserede. At jeg senere fandt ud af, at jeg gerne vil have en blanding af “eventyr og hakkebøf” er en anden historie, vi kan tage senere 🙂

Nu er jeg så en fuldblods voksne kvinde, der igen dater, men der er noget som andre ved og kan derude, som jeg ikke gør mig i. Noget jeg ikke helt har det specielt godt med. Der ligger langt fra den jeg er og som jeg ikke forstår mig helt på. “At spille efter reglerne” med andre ord “Du bliver nød til at spille spillet!” HVAD?? hvilke regler er det lige, der er nogen der har glemt at sende mig spillet og det hæfte med regler for det spil, så jeg har en fair chance, eller?

Jeg er ærlig, jeg er ligefrem, jeg tøver ikke med at sige, at jeg vil nogen eller er nysgerrige på dem, efter en tid. Hvis jeg mærker jeg har lyst til at være nysgerrig på dem, eller har lyst til at lære dem bedre at kende, så siger jeg det.

Er det ikke bedre end at de skal gætte sig frem? Ikke bedre end de akavede situationer hvor man ikke ved hvad den anden vil? Hvorfor skal jeg tøve med den del af mig? Hvad er det der er SÅ skræmmende. Jeg snakker ikke om at blive stalker eller blive en higende og krævende bitch, der slikker øre-voksen ud af øret på dig, men om at være oprigtig omkring hvordan jeg føler og hvad jeg har lyst til.

Egentlig er det vel lige præcis det, Tinder og alle de andre Apps gør for dig. I et swipe har du vist at du vil noget, at du har en interesse og nysgerrighed på den anden. Hvorfor bliver det så gjort til en regel i den virkelige verden, at vi ikke skal udtrykke hvad vi vil, spille kostbare osv. når vi skal til at sætte ord på overfor hinanden?

Men nej, stop lige en halv.. stop stop stop, det må du ikke! Så bliver du slået hjem 😉

Du skal spille kostbar, lade dem komme til dig, ligge mading ud og vente, du må ikke vise FOR meget interesse, du skal holde på dig selv, men alligevel give lige præcis nok til at de har lyst til mere. Du skal være fræk, men ikke for billig, du skal ikke vente for længe med sex, helst have sex på første eller anden date og du skal ikke virke som om du vil dem, eller vil dem for meget. Bedst du egentlig bare trækker dig, bliver kold.

Behøver jeg sige det, jeg hader spillet! Og jeg får sved på panden over i det hele taget at være single, fordi det så betyder jeg ikke må vise mig helt, åbenbart. Jeg skal holde på mig selv, ikke være FOR sød, udtrykke mig FOR meget eller give FOR meget af mig selv. Det er der regler på.

Har for en stund bare lyst til at smide håndklædet i ringen, fordi jeg føler jeg gang på gang støder på at det jeg gør, gør jeg “for meget af” eller også er “jeg for meget”. Det forfølger mig og har gjort det hele livet, og nu er jeg bare, det jeg er med ALT hvad det så må være. Pisser på reglerne helt ærligt, jeg laver mine egne. Det har jeg fundet ro med, og en styrke i egentlig, for jeg slapper mere af, med mig selv og sammen med andre, når jeg vælger at være hele mig, også når jeg dater. Derfor er mine relationer heller ikke længere anstrengende eller falske, men ærlige og lige til, DET er befriende og givende. Vil jeg gerne indskyde. Jeg tager mig selv med, ikke masken, den kan jeg heller ikke finde længere.

Åbenbart er jeg ikke god til “spillet” og det praler jeg faktisk gerne af. For jeg syntes det er smukt at vise interessen, hvis den er der, ja ja ikke sådan “nu sidder jeg skødet af dig” agtig, og der må bestemt flirtes og tirres og drilles og alt det der, elsker “op-spillet”, men jeg slapper ikke af, hvis jeg skal gennemtænke ALT hvad jeg siger og skriver for ikke at virke FOR MEGET eller FOR interesseret. Er der ikke noget smukt og ærligt omkring at vise sig helt? Eller hvor er det frygten egentlig ligger – i afvisningen, frygten for afvisningen når vi viser os eller i at blive set rigtigt og sårbart?

Jeg lærer stadig, om spillet og hvordan JEG ønsker at spille det, og det er ok. Det er ikke altid lige nemt, men jeg vil også være tro mod mig selv her, når jeg dater, droppe spil og “hvad er det rigtige at gøre nu” og bare være mig. Jeg vil ikke tilpasse mig det spil der er lagt ud for mine fødder, fordi alle andre spiller på en bestemt måde, så vil jeg hellere være den der skiller sig ud og gør det på min helt egen måde.

 

Fra et nysgerrigt hjerte. Hav en smuk søndag.

Joy

 

%d bloggers like this: