Hvordan reagerer vi når noget uventet sker?

Hvordan reagerer vi når noget akavet eller overraskende sker for næsen af os?

Jeg sad én dag på én af mine “skrive caféer”, hvor én mand har lænet sig op af lænestolen foran mig. Du ved, der med måsen op af ryglænet med hele kropsvægten. Behøver jeg sige det. Jeg får en tanke der siger “det der går galt”, og 2 min senere vælter hele moleviten. Den kære mand ryger pladask på røven, stolen vælter, det larmer, han ligger lige så lang han er og med armene og benene flagrende i vejret. Der er helt stille i resten af caféen og det er tydeligt at se, at han er flov. Det ville vi vidst også selv være, for nu er al opmærksomhed rettet ind mod ham. Der sidder nogle piger lige ved siden af, de stirrer og har et stivnet fast udtryk i ansigtet, et udtryk der siger “ej hva har du gang i makker gud du er pinlig” du ved, den der hvor læben letter i væmmelse og hvor det er tydeligt at se at DE syntes han er mega pinlig.

Stakkels mand.

Jeg læner mig frem og rækker ud efter ham “er du ok”, han kigger helt rystet og flovt op på mig “ja” mens han nikker og ryster lidt på hovedet.

En anden sød dame, går han til ham med et eller andet der er røget “fra ham” i hans fald.

Det er som om alting står stille og alligevel handles der så hurtigt, at det er som om det aldrig er sket. Kender du det? Jeg har selv væltet midt på fortovet, slået mit knæ så grusomt, men kom da fluks på benene igen, hvor efter jeg nærmest små-løber fra “gerningsstedet”. Ej altså, hvad er det vi egentlig er bange for? Er det opmærksomheden vi pådrager os, i det sekund vores færden eller handlinger stikker ud fra “normalen” når vi “larmer” for meget i bybilledet. Jeg har også tabt alle mine kort fra min pung, på gulvet i bussen, hvor jeg lige er trådt ind. Jeg bukker mig ned for at samle dem op og bussen begynder nu at køre, det kan min balance ikke følge med til, så jeg ryger på røven. Alle omkring mig, kan følge med i det hele på nærmeste hold, men ingen siger noget, ingen gør noget eller hjælper mig.

Det gjorde hele situationen værre for mig, end den behøvede at være.

Hva nu hvis vi med omsorg og som gode medmennesker overfor hinanden, spørger “er du ok?” med et smil på læben. Omfavner situationen vi alle helst ville flygte fra og tager let på det? Ville vi mon slappe mere af, skamme os mindre og fylde mere? Ikke være så bange for at træde ved siden af.

Jeg er begyndt at gøre det selv. Handle efter hvordan jeg ønsker andre vil “gribe mig” hvis uheldet sker for mig. Spørge indtil dem, om de er ok, går hen og hjælper, smiler venligt og forsøger at smile lidt af hele den akavede situation måske med en lille kæk bemærkning, om at det var da et styr der ville noget eller godt gulvet greb dig.

Det elsker jeg. Det gør det nemmere for mig at være i situationen og bilder mig ind, at det også hjælper den det “sker for”, vi kan sku alle sammen falde på røven, men er det hvordan vi “rejser os” der i virkeligheden er vigtig. Det er sku da ikke pinligt, det er da bare lidt udenfor det “normale billede” og måske skulle vi hellere til at omfavne hinanden og gøre det ok, når uheldet er ude.

 

Med kærlighed til de spontane akavede øjeblikke

Joy

 

 

%d bloggers like this: