Sååå i en verden som single, på ny, er der på de 16 år “siden sidst” sket en del, der er blandt andet kommet Apps – hvor du vælger mennesker fra og til på et billede og en mini tekst, hvis du er heldig. Nogle gange ku et enkelt ikon. Det er virkelig ikke meget at gå ud fra. Jeg tænder blandt andet på humor, det kan være svært at læse ud fra et billede. Jeg er også tiltrukket af mennesker der har en vis nysgerrighed og passion og ja det kan jeg slet ikke aflæse på 3 ikoner eller mindre.

Frustrerende.

Så kan hun da bare droppe de apps, og ja, jeg har haft mine skænderier med dem, tro mig. NU er det nok, jeg sletter det lort. Der går nogle uger eller en måned og så går tanken fordi den lille gnom af en afhængigheds app igen, “ahhh så slemt er det heller ikke”. Indtil jeg står med røde øre og tænker, det handler kun om sex derinde, fuck jeg er da mere værd end en “nem fangst” er man virkelig så “ligegyldig” og er det ikke blevet lige lovlig nemt for mændene at score en pige med hjem, på nærmest ingen indsats? Alligevel er det som om at der går en leg i det, en leg der hedder, “hvor længe kan vi lade fantasien leve?”.

Hvis du er SÅ heldig at skrive med nogen som vækker din interesse, er der spørgsmålet, hvornår tør vi tage den ud i virkeligheden? Er fantasien om et “godt møde” noget der får lov til at hænge i evigheder, indtil det hele dør ud helt af sig selv. Hungre vi som mennesker så meget efter lidt bekræftelse, at vi hellere vil holde det hele “usynligt” istedet for at tage det ud i virkeligheden, hvor vi rigtigt ser hinanden?

Jeg har taget en meget bevidst valg, jeg går med min nysgerrighed og jeg er ærlig, i et forum hvor jeg føler mange gemmer sig bag skærmen. Jeg leger min egen leg “hvad sker der når jeg viser mig selv og er ærlig, tør være ærlig, hvad møder jeg så?” Her begynder et at blive interessant. Update følger.

 

Med briller af nysgerrighed

Joy

 

%d bloggers like this: